MOON RIVER

En mand sidder på scenen med sin guitar. Det kører for ham...

...selv om han spiller et meget teknisk svært stykke musik. Det er i princippet fint nok, at kvinden på scenen tydeligvis er meget begejstret bagefter, og slet ikke kan holde op med at klappe. Men hun skal klappe af musikken, ikke af ham.

Nu begynder kvinden oven i købet selv at synge og vil holde i hånd og kramme. Og hun putter hans guitarer i sengen, hvad skal det nu til for? Manden er mere tryg, når det handler om akkorder og håndstillinger, ikke når det handler om mærkelige signaler fra kvinder med glimt i øjet.

MOON RIVER er en gennemcharmerende og stort set ordløs forestilling, båret oppe af fantastisk livemusik. Der er sigøjnermusik og jazzmusik, musik om den søde kærlighed og musik om den svære kærlighed. Musik af legender som Cole Porter og Django Rheinhardt. 

Og ikke mindst tre flotte musikere i kjole og hvidt, laksko og brilliantinehår, som det sig hør og bør. En forestilling man bliver i meget godt humør af. Bortset fra at man går fra den med en lille ærgrelse over ikke selv at kunne spille guitar så gnisterne flyver, og synge så det gør ondt og godt i hjertet. 

Anmeldelser

Båret godt frem af dette brillerede Kristoffer Fabricius på guitar, først med en af Django Reinhardts gypsy-jazz-kompositioner, og senere med smagfuldt melodisk akkompagnement af Johanne Louise Schmidt, der betog salen med sin smukke vokal og personlige fremførelse af en række velkendte jazz standards.

Kultunaut.dk

Livskraft er der i ’Moon River’ og de andre jazzpop-slagere, der denne lørdag aften fik en fyldt sal til at trække vejret i salig genkendelse.

GregersDH